Torben Heron

Når man fordyber sig i de store oliemalerier, forekommer det indlysende, at det er alle erfaringerne fra de mange års grafiske studier og akvareller, han samler i de store lærreder.

Hans egenart som kunstner går tilbage til de unge år i 1960’erne og 70’erne, hvor han med surrealismen som udgangspunkt udviklede det billedsprog, hvis substans forblev intakt. Det centrerer sig om de former, han fandt i sine “modeller”: Fuglekraniet, dyreskelettet, fuglevingen, krabbeskjoldet, muslingeskallen, ægformen etc. Dyrkelsen af disse urformer er udtryk for en usvækket interesse for det oprindelige - for livs opståen. Han “portrætterer” dem og sætter dem ind i overraskende sammenhænge med planer og flader på lærredet, så billedernes elementer tilsammen danner en slags fabulerende opstillinger. Han gengiver ikke altid sine modeller i gængs forstand. De optræder i hans billeder som den metafor, der næsten altid i hans kunst befinder sig et sted på grænsen mellem drømmen og virkeligheden. Det koloristiske er alt afgørende, og farven kan være trukket ud til det transparente eller forekomme stofligt silkeagtig i kraft af laseringer. Nogle af malerierne, der har skelettet som model, giver ligefrem associationer til røntgenbilleder, andre minder os om noget fossilt og andre igen er tekstilt inspirerede med en stoflig karakter som i globeliner. Når han fra tid til anden lader farven løbe tilsyneladende ukontrolleret ned over lærredet eller påfører den med heftig slyngende penselskift, er det ikke udtryk for trangen til en form for aktionsmaleri. Uanset hvordan han arbejder med farven, er det velovervejet i et forsøg på at give farven mest mulig udtryksfuldhed og tilføre billedfladen liv og nerve i kraft af dens vibrationer.

(Delvis tekst af Thomas Petersen)

Solen, Månen og Regnbuen:

Malerierne har et stærkt grafisk udtryk og man fornemmer et uendeligt - nærmest kosmisk - rum i billedfladen, hvor de drømmende og spontant malede farveflader danner baggrund for de konstruerede, stramme geometriske former. Dualiteten mellem det stramme og løse, mellem de neddæmpede jordfarver og de rene (blå, turkise) farvenuancer - og kontrasten mellem de sanselige baggrunde og de dynamiske geometriske figurer i spektralfarver danner bevægelse, nye dybder og nye dimensioner i fladen, hvor man får associationer til himmelrummet og universets kraft.

Hommage a Chardin/The Five Seasons:

Den franske maler Jean-Baptiste Chardin (1699-1779) malede i midten af 1700-tallet mange såkaldte genrebilleder, idet han var inspireret af ældre hollandske opstillinger, såkaldt Nature Morte eller Stillleben. På Nationalgalleriet i Budapest hænger et sådant Chardin-billede med titlen “Nature Morte med Kalkun”. Dette maleri har inspireret Torben Heron til at male fem store fortolkninger af værket.

Stendysser:

I denne serie forholder han sig til hedensk fortid og det ukendte. Hvor guldaldermalerne f.eks Lundbye, ser dysserne udefra, som et element i landskabet, kryber Torben Heron ind i dyssens indre uden at vide, hvad monumenterne egentlig symboliserer. Fra dyssernes mørke bliver lysåbningerne derimod et klart symbol.

Altertavle (Dr. Jekyll):

I dette arbejde beskæftiger han sig med den kristne kirkes symboler. Det trefløjede værk forholder sig til emnet liv, død, opstandelse. I dette tilfælde/værk er korsfæstelsen symboliseret alternativt, idet det udgør det dybsort uudgrundeligt rum.

Torben Heron bygger i sine malerier ofte landskaber og motiver op gennem kombinationer af flader, perspektiver, strukturer og konkrete geometriske former - og ofte indgår referencer til organiske materialer, fossiler, siv eller knoglerester. Organiske elementer, der står i skærende kontrast til de zinkplader, som Heron benytter som “lærred”. Zinken fremstår i mange tilfælde næsten ubehandlet, hvilket giver beskueren mulighed for at ane/spejle sig selv i materialet - hvilket vel nærmest kan siges at være en fysisk pointe, der danner pejlemærke for hvordan forholdet mellem beskuer og værk tematiseres i Herons billeder.

(Fra Gammelgaard 1/2010)

Inspireret af sit møde med Østen har Torben Heron udført malerierne som oliefarve på koreansk rispapir. Dette groftskårne, naturfarvede og næsten tekstilagtige materiale af stoflig karakter giver i høj grad bestemmende for det færdige udtryk i billederne. Rispapiret suger farven til sig undervejs i processen, så det færdige resultat til en vis grad er uforudsigeligt - akkurat som tilfældet kan være med en keramisk brændingsproces.

I Torben Herons billeder resulterer det i et henrykkende møde mellem form og koloristisk udtryksfuldhed, der så at sige dækker hinanden ind i et værk, der giver mindelser om det årtusindgamle hulemaleri.

(Thomas Petersen 1999)

Grafiske teknikker med ætsning og akvatinte, ofte i farver, der giver en helt specielt stemning og effekt i billederne. Grafik inspireret af landskaber, fortidsredskaber, fossiler, stendysser, knogler, organiske elementer.

Der er noget harmonisk og velafstemt over Herons arbejder, men samtidig ejer de en inciterende mystik som i høj grad er igangsættende. Det er så smukt afklaret alt sammen, men også temmelig urovækkende. Altså en kunstner, der kan håndtere det paradoksale. Den voldsomme natur, dyssestenenes monumentalitet og kranierne, der både er dekorative, har en virkning som magiske amuletter og naturligvis også understreger det uundgåelige; Memento Mori, husk du skal dø. Billederne er alle sikre i det kompositoriske, og Heron er interessant, hvad enten han udfolder sig med veloplagt kolorit i store formater eller som den disciplinerede grafiker, hvor gråtonerne får afgørende spillerum. Vi er i et sært ingenmandsland mellem drømmen og virkeligheden: De surrealistiske jagtmarker, og Heron er en opfindsom jæger inden for området. Han er ikke manden, der søger det sensationelle eller de bevidst hårdtslående virkemidler. En grundlæggende æstetik synes at forhindre letbenede udskejelser. Dette vadefuglekranium. (Er det fra en stork, en kobbersneppe eller noget helt tredje?) Det lange spidse næb. Den klare form. Det afpillede ingenting. Som det lanceres, bliver det et smukt og uløseligt mysterium. Som livet og døden selv.

(Ulf Gudmundsen, anmeldelse af udstilling på Sønderjyllands Kunstmuseum. Bragt i Dagbladet Vestkysten 10 februar 1990)

Fragmenter af Storhed (om Ostia Antica serien):

For maleren og grafikeren Torben Heron var mødet med Ostia Antica uden for Rom en så stærk oplevelse, at han nødvendigvis måtte fastholde den i en serie akvareller og sort-hvide ætsninger. Det er ruinernes væsen som fragmenter af en storslået arkitektur gennembrudt af modlysets og skyggernes spil, der har vakt hans interesse. I Antica-motiverne har han omsat de oplagte muligheder for at udnytte grafikkens virkemidler fuldt ud. I ætsningerne har han fastholdt ruinens klassiske skønhed i rum og perspektiv, i det arkitektoniske linjespil og i mødet mellem facadernes mange planer. Uden tilstræbte raffinementer har han gengivet motivet i dets enkle, monumentale storhed. I Antica-ruinerne har han set muligheden for at bruge det skarptskårne billedsprog på grænsen til det fabulerende, som gennem årene har været bestemmende for hans kunstneriske fysiognomi. Hvor hans udtryksform i højere grad hidtil har været bestemt af en billedverden dannet i fantasien, er Antica-ætsningerne skabt direkte som en gengivelse af et foranstående genkendeligt motiv. Alligevel er billedsproget i disse næsten dokumentariske ætsninger mærkebart lig det, der kendetegner hans øvrige arbejder. Det er en kendsgerning, der fortæller meget om Torben Herons kunstneriske bevidsthed og identitet.

(Thomas Petersen)

FARVERADERINGER

Torben Heron har arbejdet sig mere og mere frem til et enkelt og stramt formsprog, uden at han gennem denne udvikling har ladet sine naturinspirerede motiver glide i baggrunden. Han har snarere valgt at - i ordets bedste betydning - forfine sine motiver og forenkle sit udtryk mest muligt samtidig med, ar han søger at fremhæve nuancerne. Unika farveraderinger: Til trods for, at netop raderingsteknikken lægger op til at trykke flere tryk fra samme plade, valgte han at trykke unika-ting. Raderingsteknikken havde han været fordybet i gennem mange år, men først i omkring starten af dette århundrede arbejdede han helt intenst med den.

Malerierne har et stærkt grafisk udtryk, og til trods for de beskedne formater fornemmer man et uendeligt - nærmest kosmisk - rum i billedfladen, hvor de drømmende og spontant malede farveflader danner baggrund for de konstruerede, stramme geometriske former. Dualiteten mellem det stramme og løse, mellem de neddæmpede jordfarver og de rene (blå, turkise) farvenuancer - og kontrasten mellem de sanselige baggrunde og de dynamiske geometriske figurer i spektralfarver danner bevægelse, nye dybder og nye dimensioner i fladen, hvor man får associationer til himmelrummet og universets kraft.

(Lone V. Petersen, BKF)

Den klare himmel er skildret så følsomt varieret i akvarel-serier fra Vesterlyng - et primitivt, lavt bevokset landskab tæt ved Torben Herons hjem i Eskebjerg i Sejrøbugten. Stemningen i disse naturvisionære akvareller var altid båret af modlyset. Bevægelsen, rytmen og den sammenfoldning, der dannes når stofligt materiale svæver for vinden og rammer jorden, er et andet af de temaer, han har gennemarbejdet serielt i tegning og akvarel.

(Uddrag fra tekst af Thomas Petersen)